Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

SFO'en

Thorsager SFO er en fysisk integreret del af Thorsager Skole og Børnehus’ indskoling. Børnene benytter de samme garderober og har base i fællesrummet, som ligger midt i huset og som er hjertet i Thorsager Skole og Børnehus.

Fællesrummet er et lyst og venligt lokale, hvor der er plads til at være mange sammen, men også mulighed for fordybelse og nærvær i små hyggelige kroge, som er indrettet med plads til kreative sysler, spil og leg i mindre grupper. Indretningen er fleksibel og kan hurtigt tilpasses aktiviteterne. Fællesrummet har også plads til vores fodboldbord, airhockey samt opsætning af bordtennisborde.

Bag scenen i fællesrummet har SFO et stort fælles bord, hvor der er plads til at tegne, spille og lignende. I forbindelse med fællesrummet ligger vores musiklokale og vores værksted, hvor vi kan male, og arbejde i ler og træ. 

Vi bruger også indskolingens klasseværelser i SFO. Her har børnene plads til fri leg med f.eks. dukker, klodser, og biler. Et af lokalerne har vi indrettet som teaterrum, som bruges til store og små opsætninger og udklædningsrum. Børnene kan benytte det både på egen hånd og i forbindelse med fælles aktiviteter.

Vi har udover skolens bibliotek vores helt eget SFO børnebibliotek med hyggehjørne til fordybelse eller hygge med en bog. 

Ved siden af børnebiblioteket har vi vores afskærmede LEGO-hjørne.

Det er også muligt for børnene at komme i hallen et par gange om ugen, hvor der er rig mulighed for boldspil og fælleslege.

Værdierne

I SFO'en i Thorsager Skole og Børnehus er der masser af plads ude og inde. Det giver børnene mulighed for både at lege selv uden voksenovervågning og mulighed for aktiviteter med voksne. De voksne ved ikke altid, hvor barnet er, men børnene ved altid, hvor de kan finde en voksen.

Vi prioriterer den frie leg, hvor børnene udvikler deres fantasi og sociale kompetencer. Vi arbejder gennem støtte og guidning med at udvikle børnenes evne til at indgå i relationer, finde handlemuligheder og håndtere konflikter.

Thorsager SFO er for indmeldte børn fra 0.-3. klasse. Vi har ca. 80 indmeldte børn samt enkelte ældre børn, som benytter sig af muligheden for at blive passet om morgenen.  SFO’en er en del af skolen. Størstedelen af medarbejderne i SFO'en har timer i skolen og pædagoger og lærere indgår i fælles teams om børnenes trivsel, udvikling og læring.

SFO’en er stedet, hvor børnene efter en arbejdsdag i skolen har fritid og rum til frie aktiviteter. Vores pædagogiske fokus er at skabe rammer, som både tilgodeser de børn, som har brug for at kunne udfolde sig frit med masser af plads og fysisk aktivitet, og de børn, som har brug for ro og nærvær.

Vi har et par gange om året, hvor der er fælles aktiviteter/projekter eller temaer, hvor alle skal deltage, f.eks. åbningsceremoniløbet til vores OL.

Børnenes stemmer er også vigtige, derfor afholder vi også min. et børnemøde for hver årgang årligt, så vi kan høre historier fra hverdagen, nye ideer og ris/ros. 

Vi har også en Idé Postkasse i hjertet af SFO'en, hvor man kan smide ideer eller ris/ros i. Denne må også meget gerne benyttes af forældre. 

Dagligdagen

Vi har morgenåbent for de børn, der møder ind i SFO'en inden skolen starter. Der er mulighed for morgenmad (havregryn og/eller cornflakes) mellem 06.30 og 07.00. Herefter er der leg og hygge til 7.50, hvor vi rydder op og går i klasserne. Om eftermiddagen starter SFO'en altid ude, så børnene efter en dag i skolen får luft, lys, albuerum og ro til ører og hoved. Børnene får serveret et hjemmebagt stykke brød/bolle udenfor, så der er energi til hele eftermiddagen. 

Aktiviteter

Aktiviteterne i i SFO'en tilpasses årstiden og vejret, men vi er ude, når det kan lade sig gøre at være ude.

Man kan altid få et overblik over SFO'ens aktiviteter på vores tavle i fællesrummet. Her kan blandt andet ses, hvem der er hjemsender, dvs. hvem skal man sørge for at sige farvel til inden man krydser sig ud, hvilke ude- og indeaktiviteter er der planlagt og hvem, der har ansvaret for de enkelte aktiviteter.

Thorsager SFO har i løbet af de sidste år arbejdet meget projektorienteret og har allerede mange "traditioner", som sker hvert år, bl.a.:

  • SFO OL. I september måned bliver der dystet på livet løs i over 20 forskellige discipliner
  • MGP-aften. Her bliver der sunget, danset og heppet på favoritterne
  • Deltagelse i diverse projekter som f.eks. Knæk Cancer, affaldsindsamlinger og Danmarks Indsamlingen, hvor hele SFO'en løber

Særlige tiltag

Når eleverne fra 3. klasse går i SFO, har de nogle gange særlige privelegier og ansvar. Blandt andet er der aftenåbent ca. 4 gange kun for 3. klasse, hvor vi f.eks. laver mad sammen og hygger. Der er også dage, hvor der er særlige lokaler, som kun er for de store. 

Det giver også større ansvar. Eleverne i 3. klasse går selv ned og tjekker sig ind og ser beskeder. De har som de eneste lov til at benytte deres mobiltelefon til at ringe vedrørende legeaftaler. Dette skal altid ske efter aftale og sammen med en voksen fra SFO'en.